Den "ødelagte å" og å-dal ved Mossø
Vædebrovej er opkaldt efter Vædebro, den bro der gik over Illerup Å og ud i Mossø. Denne bro var tidligere grænse mellem Skanderborg kommune og Ry kommune (derfor to navne – Vædebrovej syd for broen og Alkenvej nord for broen). Før 1950 var der kun et hus eller gård på denne strækning, Vædebro, Vejbro eller som det hedder i dag Vædebrovej 53 (Naturstyrelsens grund med fri adgang). Fra ca.1841 – 1956 var her en bro, der sikrede Illerup Å at strømme frit ud i Mossø med mineraler, ilt og dyreliv. Nedenfor ses billede fra 1945 med Mossø i baggrunden, der viser åen fra dengang og ikke en bæk som anes i dag. Det er daværende ejer Jens Christian Foustad og svigerdatteren Elly Foustad på broen, billederne denne side vises med tilladelse fra Ellys søn, Rudolf Foustad.
På stedet ovenfor, hvor Illerup å løb ud i Mossø, var der i fordums tid et vadested. I 1817 blev vejen mellem Fuldbro og Alken anlagt, og der blev bygget en bro over åen = Vædebro. Men stedet var inden kendt for fiskeri aktivitet, bl.a. kendt fra 1581, hvor Laurits Pedersen fra Alken fik kongelig bevilling til at fiske i Mossø og Illerup Å
Han var desuden fiskemester ved Skanderborg slot. Officielt blev Vædebro benævnt ved dette navn i 1841, antagelig ved broens etablering. Men først i 1875 blev bygningen Vædebro beboet og registreret i Matriklen som en ejendom på ca. 12 tdl, der frem til 1920 havde skiftende ejere, fra 1920 var der en ejer og en ny frem til 1945, hvorpå Jens Christian Foustad overtog ejendommen. Jens Christian var blevet enkemand i 1940 og havde været forpagter på en gård i Himmerland. I 1954 flyttede sønnen og Oluf og hans kone Elly til Vædebro sammen med deres børn, og Jens Peter flyttede delvist på alderdomshjem i Hasle. Vores bedsteforældre Leo og Marie havde dette alderdomshjem sammen med Leos Søster Emor Thomsen, og her blev kontakten skabt for at købe grundene på Vædebrovej 39 og 41.
Ovenstående maleri malet af Brandgaard Andersen fra Alken, viser vejen og Vejbro i 1948, og som Rudolf Foustad har rettighederne til (gengivet med tilladelse fra Rudolf Foustad). Vejen er en snæver, snoet markvej. Jens Peter Foustad forsøgte sig med kreaturer, med kartofler m.m., men jorden ved Vædebrovej og Mossø enge er ikke velegnet hverken til køer eller dyrkning. Mossø har bidraget med mange beskæftigelser foruden fiskeri. I 50erne havde 'Mergel' Jens fra Alken en mergelgrav. Jens havde en slags flåde monteret med en fransk spade som han brugte til at grave mergelen op med, og fyldte det i en pram, som han så sejlede ind til land ved Alken med, hvorpå mergelen med håndkraft blev båret op på land, der skulle strøes ud på landmændenes marker. Tilsvarende startede Oluf Foustad et cementstøberi med fremstilling af cementsten og fliser baseret på det fine sand i søen. Oluf ville gerne udvide sin produktion med fik afslag fra Skanderborg kommune, og måtte opgive produktionen.
Men søen gemmer også på tragedier: I Juni 1952 druknede Elly og Olufs søn sammen med hans kusine på Mossø. En søndag morgen med flot solskinsvejr sejlede de i kano over til Fuldbro Mølle og op gennem Tåning å. På vejen ud var det blæst op og da kom fri af læ fra Dørup land kæntrede de. Der blev ledt efter dem en hel uge og stort set alle Alkens borgere, fiskeri foreninger, hjemmeværnet, Skanderborg Sejlklub og fiskerne fra Voerladegaard hjalp ved søgningen, men de kunne ikke findes. Søen kan være farlig. I slutningen af 60erne kom fiskeren Svend Fisker til Vædebro og fik af Elly og Oluf lov af stille et skur op ved det gamle hus mod laden. Han fiskede og solgte en del fisk til egnens folk herunder også Leo Madsen (vores morfar) og leverede resten til Fuldbro Mølle. Han gik ned med sin gamle og slidte båd og druknede en marts-dag i 1974. Han drev i land næsten hvor han var sejlet ud fra i begyndelsen af Juni samme år, fire måneder senere. For mange fiskere var søen i ofte dårlige både og uden redningsveste farligt - og søen har været skyld i mange ulykker, og selv i dag skal man være opmærksom.
Nedenstående billede fra starten af 1950erne viser Vædebro og broen ved Illerup å's udmunding i Mossø ligesom det viser hvor stor åen var og den lille sø ved Mossø Enge.
I 50erne var det om at skabe landbrugsjord, og Hedeselskabet blev sat til at lave regulering, der kunne skabe landbrugsjord, hvilket gik hårdt ud over Mossø og Illerup Ådal. Der blev i 1956 gravet et nyt å-løb (bæk) nord for den eksisterende å ved den nordlige grænse for moseområdet, og mose og vadeområder langs Illerup å blev drænet via en lille kanal og pumpehus. Dette pumpehus er det der kan ses i dag i skellet ved Vædebrovej 53 som et slagt mindesmærke for en fejlslagen strategi. Når vandet presser på og dræn ikke kan fortrænge vandet slår den ny-skabte bæk slet ikke til, og den nye kanal og pumpehus er slet ikke tilstrækkeligt, hvorfor området siden har oplevet hyppige og voldsomme oversvømmelser. På nedenstående billede ved Vædebro ses tydeligt den sandbanke, der tidligere var Illerup Å's udløb.
I forbindelse med omlægning af åen stødte man på fundene og de mange skeletter, der i dag er kendt som Alken Enge udgravningerne. Arkæologen Harald Andersen foretog fra 1957 til 1960 udgravninger, der her var koncentreret omkring den nye kanal. Det stod hurtigt klart, at der i jernalderen havde været en sø i området.
I starten gik det godt med dræning og udtørring af moserne og overrislingsområder ved Mossø Enge ved Illerup Å. Bønderne såede og høstede på de ny-indvundne marker, men det holdte ikke længe, for området er ikke velegnet til agerbrug. Man havde i årtier gravet tørv her, og der var endda allerede dengang beretninger om at man fra tid til anden fandt knogler i tørvene. Tørvejorden sank ved dræningen – og er ubrugelig som agerjord, og kort tid efter var markerne ligeså ubrugelige som før afvandingen, mosehullerne forsvandt og et rigt fugleliv blev fortrængt. Mosehullerne og de små søer, vadeområdet der kunne absorbere oversvømmelser var væk, og ingen har rørt denne fejljustering siden, pumpehuset er en levn om katastrofen, og hele denne regulering er den væsentligste årsag til de voldsomme oversvømmelse i området nu.
Men foruden at der var tale om en flot å (i dag en simpel lille kanal og nærmest ubrugelig pumpehus) bidrog denne å også med udvaskning af sand og mineraler til Mossø, skabte ilt til Mossø på dette ret flade og stille område og sandstrandene var betydelig større. Ligeledes kunne Mossø Enge absorbere vand når vandstanden i Mossø var høj, og som sådan fungere området som succesfuldt er kendt ved hollandske diger. I 1964 bad Elly Foustad Skanderborg kommune om hjælp for den massive udhuling af strandene grundet den manglende å, men blev afvist trods løsning her havde løst også de problemer vi ser i dag. Argumentet var som vi også ser i dag at ”man ikke måtte bremse naturen” til trods for at problemerne netop var menneskeskabte ved fejlslagen kraftig regulering. Men der fortsætter jo med at komme storme og isvintre, der gnavede voldsomt af stranden, så noget måtte der gøres. Lodsejerne måtte lave tiltag og Foustad lagde murbrokker og sten ud på samme måde som vores bedsteforældre gjorde, ligesom der på steder blev plantet siv bl.a. ved Vædebrovej 43.
Træerne der ses på Vædebrovej 53 stod inden omlægningen af åen langt inde på grunden, men i dag står de i vandkanten. Naturstyrelsen har nu med beton sikret den kyst som Skanderborg kommune afviste, fjernet sivene og sikret området ved disse indgreb.
Det var et stort tab for Mossø, da Illerup å blev flyttet, Mossø enge drænet og spejlet hævet herunder de mange små-søer og moser fjernet. En meget flot å der endda var så stor at den skabte liv for ål, ørreder og laks, masser af småsøer og moser og et kæmpe vadeområde for absorbering af oversvømmelser. Dette udløb bidrog med mineraler fra områder, men mest og alt var det med til at ilte hele områder til gavn for alt liv.
Skov og Naturstyrelsen valgte at benytte deres forkøbsret og købe Vædebrovej 53 (til markedsvilkår efter Elles søn Rudolf havde solgt det til et andet par), omdannede dette til en naturperle, hvilket fremstår som et fantastisk tilløbsstykke. Næste udfordring bliver naturligvis at sikre Illerup å og udløbet i Mossø som den å det er (burde være), genskabe den som å og ikke en bæk, fjerne dræninger og genetabler moseområde, småsøer og vadeområde. Dette bør også omhandle etablere af ny bro for fri passage af fisk og dyreliv og ikke en pumpe, hvor der måske opstår et system efter hollansk forbillede 'som det var'. Dette gerne forenet med et udflugtssted til Mossø enge som værende et af de mest spektakulære fund i Europa, hvorpå Mossø fremstår både i øst og vest med natur og kultur i Europæisk særklasse.
Allerede i 40erne og 50erne var der mange mennesker, der badede på stranden ved søen, for jo perfekt for badning grundet den lave vanddybde langt ud samt den fine sandstrand. Ejeren af Vædebro og jorderne omkring vejen, Jens Christian Foustad solgte i 1949-50 grunden Vædebro 37 til en dame fra Borgergade i Skanderborg, der byggede et hus af genbrugsmaterialer fra den gamle flyveplads ved Gl. Rye som Tyskerne under krigen og senere de allierede benyttede som flyveplads og flygtningelejr.
Rye Flyveplads blev anlagt i 1935 syd for Salten sø som privat flyveplads af daværende direktør for F. L. Smidth & Co., Gunnar Larsen for hurtigt at kunne komme fra sin lystgaard i Gl Rye til København. Flyveplads blev i 1938 udvidet og kaldt Silkeborg Flyveplads, og fungere kortvarigt officielt på de danske flyruter. Flyvepladsen kaldt "Flugstützpunkt Kdo. 18/XI Rye" fungerede som tysk flyveplads til befrielsen 5. maj 1945. Pladsen blev udbygget med mandskabsbarakker med vaske- og baderum, køkkenbarakker officers casino ligesom der var krigsmæssige installationer som bunkers, skyttegrave og store lagerbarakker gemt i skoven og delvist gravet ned i jorden for opmagasinering af ammunition og andet krigsmateriel såsom store tankanlæg til brændstof. Royal Air Force (RAF) bombede en gang flyvepladsen, den 2. maj 1940 da man fejlagtigt troede der var mange fly på pladsen, men ellers var flyvepladsen ikke udsat for bombninger da pladsen primært var uddannelsesplads. På sit højeste anslog man der var omkring 500 tyske soldater på pladsen, i barakker på selve pladsen, samt hos private i Gl. Rye, i skoler, forsamlingshuse og på Ry Højskole.
Kommandobunkeren med betegnelsen Gefechtsstand (Befehlsbunker) fra 1940, som kan ses i dag blev aldrig bygget helt færdig med antenne, ventiler og skillerum, givetvis fordi Rye Flyveplads ret hurtigt i krigen mistede militær betydning. Flyvepladsen blev derfor mere en flygtningelejr.
Allerede inden krigens afslutning kom der mange (ca. 250.000 totalt set) tyske flygtninge fra Østersøen, der flygtede fra det østlige Tyskland og den russiske hærs storoffensiv. Den tyske værnemagt gennemtvang indlogering på skoler, i forsamlingshuse og i private hjem, hvor Rye Flyveplads blev én af Danmarks største flygtningelejre med over 10.000 indbyggere. Den danske stat overtog ansvaret for de mange tusinde flygtninge den 5. maj 1945, og de sidste flygtninge forlod først "Flygtningelejren Rye Flyveplads" i november 1948. Flygtninge-"byen" havde egen borgmester, postkontor, telefoncentral, hospital, tandlægeklinik osv. Flygtningene arbejdede i de forskellige værksteder, kontorer, i lejrområdets eget landbrug "Rattenburg" eller i den store køkkenafdeling. For børnene fandtes der både almindelig folkeskole, mellemskole og gymnasium, og fra 1946 havde lejren sin egen kirkegård, hvor der frem til lukningen i 1948 blev begravet 135 mennesker. I 1966 blev gravene flyttet fra flygtninge lejren ved Gl. Rye til en fælles tysk gravplads i Gedhus ved Karup, og i dag er der på den store plads hverken spor af kirkegår, de mange barakker og den aktivitet der foregik – kun enkelte ruiner af bunkerne.
Det første sommerhus på grunden fra Vædebro var således et levn fra Rye Flyveplads og –flygtningelejr, i dag er dette skur erstattet af et flot murstenshus.
Vores bedsteforældre købte grunden Vædebrovej 41, vores morfars søster Emor Thomsen købte grunden ved siden af, Vædebrovej 39 af Jens Christian Foustad i starten af 1954 som det kom til at kende på Hasle alderdomshjem. Senere samme år solgte Jens Christian Foustad sit gård til sin søn Oluf. Oprindeligt var vores bedsteforældre på udkig efter grunden ved siden af Foustad, da denne grund både havde Illerup å (og fiskeret) samt Mossø, og vores morfar var ihærdig fisker. Men Oluf og Elly synes det var for tæt på deres hus så de enedes om grunden hvor huset ligger i dag – på alle måder også bedre, for Illerup å blev jo to år efter flyttet. Jens Christian Foustad døde 1956 på alderdomshjemmet i Hasle, hvorpå Oluf og Elly overtog Vædebro.
I flere år var dette de eneste huse, men i starten af 60erne solgte Oluf Foustad flere grunde. Markerne på østsiden af Vædebrovej/Alken vej solgte Elly og Oluf i 1961 – 1962 til Niels Mortensen, landmand i Alken for 4000 kr. Niels var søn fra Mossøgaard hvorfra sommerhusgrundene ved Mossø Bra er udstukket. Niels opdagede hurtigt at det var bedre at leje grunde ud end at dyrke den sandede jord, og efter nogle år var stor set alle grunde udlejet og der dukkede små fritidsboliger op på de lejede grunde. Men trods de ligger tæt på vand var der ikke sø-adgang, og Niels måtte købe fællesgrunden Vædebrovej 47, men denne ene grund måtte han betale 4500 kr for af Elly og Oluf, da de synes resten var solgt for billigt. Hermed havde lejerne på nordsiden af Vædebrovej sø-adgang ved denne grund.
Til højre ses hvordan Vædebrovej i slutningen af omkring 60erne blev en asfalteret vej og ikke kun en grusvej.
Det var andre tider dengang, og Elly og Oluf blev ikke rige af at sælge disse fantastiske grunde. Oluf døde i 1964, og Elly blev på Vædebro til sin død i 2006. Deres søn, Rudolf kalder derfor også søen for ’Mors-sø’. Ved denne lejlighed udnyttede Naturstyrelsen sin forkøbsrets og købte grunden, nedtog de fleste af bygninger med undtagelse af den gamle lade, og skabte hvad der i dag er kendt som Naturstyrelsens grund Vædebrovej 53.
