Mossø, Gudenåen og genopretning
Mossø er skabt under sidste istid for ca. 10.000 år siden, og er den største sø i Jylland og deraf også den største sø i hele Gudenå systemet. Gudenåen har fra oldtiden været en af Jyllands hovedveje, og trods mange forhindringer har det været lettes at transportere på Gudenåen en viavildnisset på land med skove, mose og vilde dyr. Gudenåen har haft mange navne: Fra og med udløbet fra Mossø hed den Sønderå eller blot Den Store Å og fra strækningen neden for Silkeborg og til udløbet hed den Gudenå, som betyder, "den til guderne indviede". I Øm Kloster Krøniken fra begyndelsen af 1200-tallet hedder den Guthnesse.
I stenalderen har Gudenåen sikkert været den vigtigste vej fra kystbopladserne og ind i landet, og senere har Gudenåen og dens tilløb haft stor betydning som leverandør af energi til talrige møller og senere elkraft fra vandturbiner. Da klostrene kom i 1100 tallet og slog sig ned ved Voer (Klostermølle) og Øm medbragte de strengeste ordener om ikke at måtte fortære ”kød af firebenede dyr”, og fisk samt brød af melet korn var deres daglig kost. Gudenåen var faktisk det område i Danmark, der rummede flest klostre med 15 små og store klostre. Det var klosterfolkene, der kom med traditionen og ekspertisen til at oprette hydrotekniske anlæg som opdæmninger, kanalanlæg, vandmøller og sanitære anlæg i forbindelse med sø og å. Dette foregik ofte uden hensyn til naturen og fiskelivet, men der blev fanget mange fisk. Fra Øm Kloster og Voer Kloster ved Mossø er der fortegnelse over ørred (nok søørred), aborre, gedde, knude, suder, brasen og ål), men laksen fremgår ikke og har nok ikke nået op til Mossø.
Som en hovedregel hidrører stednavne ved Gudenåen endende på Gård en fiskegård, der er en fast fangstindretning, der ofte indrettes som en stor ruse, og hvor der anvendes fletværk af grene i stedet for net. Den første kongeligt privilegerede fiskegård i Gudenåen omtales i 1351, og der har helt givet været fiskegårde før denne tid. De mest kendte fiskegårde er laksegårdene, hvoraf Frisenvold Fiskegård er nævnt i 1443 og var i drift i mindst 472 år, og alene på det nederste stykke af Gudenåens hovedløb fra Ulstrup til Randers var der allerede 35 fiskegårde i 1664. Nogle laksegårde (som ved Frisenvold, der ligger 7-8 km opstrøms Randers) spærrede åen helt og blev kun åbnet, når der skulle passere skibe (bortset fra i vintertiden, hvor der kunne være problemer med is). Andre spærrede op til halvdelen af åen, men fiskegårdene var særdeles effektive. I starten af 1900’tallet blev der i Gudenåområdet incl. Randers Fjord fanget 500-600 laks og 2.000 havørreder. Den største laks fra Gudenåen vejede 32 kg og er den største laks, der er registreret i Danmark. Men havørreden gik tilbage med 45 % og Gudenålaksen uddøde i løbet af fem år, da vandkraftværket Gudenåcentralen blev bygget ved Tange i 1918-21. Dermed forsvandt den eneste naturlige danske laksebestand øst for Skagen.
Midt i 1980’erne var der 215 kendte spærringer for fiskenes opstrøms vandringer i Gudenåens vandløb, hvoraf en mindre del var forsynet med fisketrapper.
1500- og 1600-tallet var en storhedstid for ferskvandsfiskeriet i Danmark omkring de mange fiskegårde med faste anlæg, bygget af pæle, ris og ruser på tværs af åen. Ved mange af Gudenåens vandmøller byggede man også ålekister, dvs. fangstanlæg, hvor vandet blev ført gennem tremmeværk, så ålene blev holdt tilbage.
Men i løbet af 1900-tallet svandt fiskeriet ind både mht. fangst og fiskere. Endnu i begyndelsen af 1960’erne havde en håndfuld familier deres udkomme af fiskeriet i Mossø. Men den mulighed ophørte i takt med, at fangsterne af ål svandt ind. Samtidig gav det stigende antal fritidsfiskere mindre plads og færre fisk til erhvervsfiskerne. Den sidste fuldtids erhvervsfisker i Mossø lagde op omkr. 1994.
I dag er der kun et par fiskere i Søhøjlandet, som driver erhvervsfiskeri på deltid. Den ene fisker i Mossø, mens den anden forpagter fiskeriet i søerne nedenfor Rye Mølle.
I de gamle retsprotokoller er der fundet vidnesbyrd om pramfart i 1400-tallet, og Kong Christoffer af Bayern (1418-48) bekendtgjorde, at "trækkarle havde lov til at slæbe pramme op langs åen med tov”. I den første del af 1800-tallet anlagde man den første træksti langs åen.
Pramdrift blev omfattende og der blev anlagt tørvefabrikker og teglværker langs floden, som udviklede sig til egnens hovedtrafikåre for både varer og passagerer. Med anlæggelsen af Silkeborg Papirfabrik og oprettelsen af en handelsplads nåede pramfarten sin storhedstid. I 1842 var der oprettet en å-bestyrelse for at sikre betalinger, og i 1851-52 var uddybning af åen og anlæggelsen af en ordentlig trækvej på finansloven. Denne trækvej er i dag udlagt som gangsti med offentlig adgang hvor der er et rigt plante- og dyreliv.
Vandkraft har også været en vigtig del af Gudenåen og udnyttet mange steder, bl.a. Vestbirk Vandkraftanlæg, Vilholt Mølle, Klostermølle, Rye Mølle (Glentholm Elværk), Silkeborg Papirfabrik og Gudenåcentralen (Tangeværket). Her er Gudenåen alle steder opstemmet, således at åen oversvømmer mere af Gudenådalen end uden opstemninger, hvor det mest markante er skabelsen (kunstigt) af Tange sø i 1920. På strækningen med Tange Sø havde Gudenåen tidligere et fald på ca. 10 m, hvilket medførte et hastigt strømmende vandløb med fine gydepladser til laksen hvorfor der tidligere var mange laks i Gudenåen. Ligeledes blev der mellem Silkeborg og Tange i 1807-10 og i særdelshed i 1850’erne lavet markante udgravninger for at forbedre sejladsen med pramme, hvilket også fjernede mange af de gode gydepladser og levesteder for laks i hovedløbet.
Hele Gudenå systemets knap 149 km lange løb gennemgår i disse år store naturopretningsprogrammer for at skabe liv for fisk, fugle og naturdiversitet.
Mossø afstrømmes af Gudenåen, men tilstrømmes af fire væsentlige kilde (samt flere mindre bække):
1: Gudenåen sydfra men reguleret ved Kloster Mølle
2: Tåning å med tilstrøm fra Skanderborg sø, reguleret ved, men reguleret ved Fuldbro Mølle
3: Illerup å reguleret ved dræning og pumpe
4: Bjergskov bæk, ureguleret og voldsom stejl bæk fra Yding Skovhøj.
Det tre regulerede områder er ved at blive bragt tilbage eller reguleret for mere naturlig og dyrevenlig form.
Bl.a. blev det stort anlagte genopretningsprojekt for Klosterkær indviet den 16. april 2020 ved Klostermølle. Da munkene (Benediktiner) ankom til Klostermølle i 1100tallet så de muligheder i Gudenåens fald, og de byggede en 1200 meter lang kanal neden for Sukkertoppen for at lede vandet fra Gudenåen til en vandmølle ved bredden af Mossø. Derved blev den gamle å tørlagt (Døde Å), og fiskene kunne ikke bevæge sig. Men har i nyere tid forsøgt at sikre, at der altid var vand i Døde år samt etablering af fisketrapper ved Klostermølle, men dette har haft minimal betydning og kun for store ørreder. Nu er det gamle å og vandområde ved Døde Å genoprettet samtidig med at der er vandkraft (Museum og skole) på Klostermølle. Døde Å er uddyber og udvider Gudenåens oprindelige forløb genetableret, ligesom de oprindelige deltaarme er oprenset således åen lettere kan flyde ud og håndtere oversvømmelser. Græssende kreaturer bruges til naturpleje, som igen giver gode forhold for visse plante- og dyrearter, der skaber mulighed for en helt ny spændende naturtype i dette nye delta.
Det er nu besluttet at der skabe et passageprojekt ved Fuldbro Mølle for passage for kajakker, fisk og dyr.
På nuværende tidspunkt arbejdes der på at ”genoprette” Illerup å og ådal, men mange interesser og nærmest religionsprægede anskuelser kommer frem i denne debat, så Illerup å lever måske i dag mere en nogensinde før op til sit navn "Den Hellige Dal". Oversvømmelser her har ofte været et problem, hvor den nye Illerup Å er gået over sine bredder, da der ikke er et fungerende system. Spærring af åen ved Vædebrovej og udtørring af de naturlige enge har ødelagt naturen her, men genopretning her forværres naturligvis også af et af Europas mest spændende historiske fund netop findes her. Samtidig er der for området store interesse i skabelse af Co2 lydigt område, hvor genopretning og natur pleje desværre oftest på lide ud fra andre gældende dagsordener.
Bjergskov Bæk er et af de fineste og mest upåvirkede vandløb i Danmark. Den springer ud i Yding Skov nær Danmarks næsthøjeste bakketop Yding Skovhøj og har derfor et usædvanligt godt fald. Desuden løber den mest gennem skov og er ikke forurenet med spildevand. Ud over en stabil og meget stor naturlig ørredbestand er der et meget rigt liv af sjældne og rentvandskrævende vandløbsinsekter i bækken. Derfor er den målsat som særligt naturvidenskabeligt interesseområde.
