Hvor store åer og floder (Gudenåen) render sammen opstår vadesteder. Senest er vadestedet Klosterkær ved Mossøs vestende etableret som Danmarks største ferskvandsdelta, og snart fremstår fantastiske områder ved Fuldbro Mølle og Alken Enge, der bliver sande vadefugle paradis.
Vibe (Vanellus vanellus)
Vibe er en smuk fugl og kendt som en karakterfugl i det åbne danske landskab med sin specielle, akrobatiske sangflugt, der markerer territoriet. I Danmark yngler viben ret almindeligt i alle dele af landet. Både i Danmark og i Europa som helhed er arten en af de mest talrige vadefugle.
Skovsneppe (Scolopax rusticola)
Skovsneppen er den af vores vadefugle, der er mindst knyttet til åbent vand. Som navnet siger, yngler den i skoven. Den har er lidt på størrelse med en due, har relativt korte ben og et langt næb, hvis spids kan åbnes, når den søger efter regnorme i jorden. Hele kroppen er brunspættet. I ynglesæsonen søger skovsneppen føde i skovbunden om dagen, og de overnatter i en lysning i skoven, mens de om vinteren hviler i skoven i dagtimerne og om natten søger føde på de omkringliggende mark. I Danmark er skovsneppen mest almindelig i Østdanmark, og ses ofte ved Mossø, specielt efter de nye vadeområder er skabt.
Stor Præstekrave (Charadrius hiaticula)
Stor præstekrave er den almindeligste og den største af de tre danske præstekravearter. Præstekraverne er små vadefugle, der tilhører brokfuglene, som har kort næb og store øjne, hvor de søger føde på strandens overflade og ikke som de fleste vadefugle ved at bore næbbet ned i sandet. Med deres skarpe syn er de i stand til også at søge føde i de lyse sommernætter.
Karakteristisk for præstekraverne er deres iøjnefaldende afledningsmanøvrer, når f.eks. mennesker eller hunde kommer nær reden eller ungerne. De voksne fugle forsøger at lokke vedkommende væk ved med hæse skrig at flakse omkring og aflede opmærksomheden fra ungerne. Den store præstekrave kendes fra den lille præstekrave ved at have et tydeligt hvidt vingebånd. Desuden har den voksne fugl i sommerdragt orange næb med sort spids. På den hvidbrystede præstekrave er den sorte halskrave ikke lukket.
Den store præstekrave yngler i det nordvestligste og nordligste Europa og østpå i det nordlige Rusland og Sibirien til Stillehavskysten. Den store præstekrave yngler almindeligt langs de danske kyster og forekommer spredt inde i landet, f.eks. ved søer og åer.I trækperioden passerer de nordlige præstekraver også Danmark på vej til og fra overvintringspladserne i tropisk Vestafrika. De sydlige store præstekraver, herunder den danske bestand, overvintrer hovedsageligt langs kysterne af Vesteuropa og Middelhavslandene.
Lille Præstekrave (Charadrius dubius)
Den lille præstekrave er en smule mindre og slankere end den mere almindelige stor præstekrave, men de voksne fugle kendes især på det mørke næb, den gule øjenring og de lysebrune ben, der adskiller sig fra stor præstekraves orange ben. I Danmark ses lille præstekrave i hele landet.
Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago)
Dobbeltbekkasinen er en karakteristisk vadefugl med et meget langt næb, relativt korte ben og en camouflagefarvet fjerdragt. I Danmark findes arten spredt over hele landet, dog med det største antal i det nordvestlige Jylland, men der er stor koloni ved Odden på Mossø på 5 10 ynglende par. Dobbeltbekkasiner yngler på våde enge og i moser, gerne i delvist tilgroede, sumpede områder. Dobeltbekkasinen er en meget almindelig trækgæst herhjemme i eftersommeren, hvor ca. en million formodentlig passerer Danmark. I milde vintre ses også et mindre antal fugle herhjemme.
Rødben (Tringa totanus)
Rødbenet er en af de mest almindelige danske vadefugle, der som navnet antyder er karakteristisk med de lange røde ben og det lige rød-sorte næb og med en gråbrun fjerdragt. I flugten kan de meget karakteristiske hvide vingebagkanter og den hvide kile på ryggen ses tydeligt.
Langt størstedelen af de danske rødben forekommer i Vadehavsområdet samt i Vejlerne, men der konstateres hvert år enkelte par ved Fuglefaunaen ved Øm Kloster, ved Odden og ved Vigen.
Mudderklire (Actitis hypoleucos)
Mudderkliren har relativt kortere ben end de øvrige klirer. Oversiden er brun og undersiden hvid. Der går en karakteristisk hvid kile op i det brune ved vingeroden. Arten vipper ofte med halen på vipstjertmaner, når den går rundt på land.
Mudderkliren yngler gerne ved kraftigt strømmende, stenfyldte vandløb med lave bredder samt ved stenede søbredder og kyster. I Danmark er der gjort bemærkelsesværdigt få ynglefund, ofte med mange års mellemrum, men den ses med jævne mellemrum ved Mossø. Mudderkliren ses derimod regelmæssigt på træk fra Nordskandinavien til overvintringsområderne i tropisk Vestafrika eller i mindre tal i det sydvestlige Europa. Her raster eller oversomrer den ved sø- og å-bredder og langs kysterne.
Strandskade (Haematopus ostralegus)
Strandskaden er en karakteristisk vadefugl og ses mest ved de danske kyster. Den er stor og kraftigt bygget, har sort ryg og hvid underside ligesom husskaden, hvad der har bidraget til dens navn. Endvidere har den røde ben og et iøjnefaldende stort rødt næb. Strandskaderne kan støje meget om foråret når de forsvarer deres yngleområder.
Strandskade ses engang i mellem og yngler ved klosterkær, ved Emborg, ved Fuldbro og enkelte år ved Alken Enge. Men de fleste danske strandskader trækker til det tyske og hollandske Vadehav om vinteren, og her passerer et meget stort antal strandskader fra Nordskandinavien og det nordlige Rusland. Ved Blåvands Huk ved Vestkysten er der således observeret mere end 50.000 trækkende fugle på en sæson.
