Illerup Å og -Ådal - også kaldt "Den Hellige Dal"
Illerup Å er ca. 10 km lang og har sit udspring i Stilling Skov ved Mesing. Åen tilstrømmes af en lang række bække, men flere af disse er i dag grundet dræning og regulering udtørret, og selv Illerup Å er på det meste nærmest en bæk.
Ved broen før udløbet i Mossø er Illerup Å stærkt ud dybet med jævn strøm og blød/sandet bund (bredde 3 m, dybde 50 cm). Uegnet for ørred bortset fra søørred på træk til Illerup Å, og tidligere var Illerup Å særdeles effektiv gydeplads.
Illerup å udspringer i Stilling Skov mellem Mesing og Stilling få kilometer fra udspringet af Aarhus å, der udspringer i
tunneldalen ved Stilling-Solbjerg sø (Astrup Mose). Herfra bevæger åen sig blødt kuperet med en stigning i retningen øst-vest, hvor den bl.a. løber gennem Jeksendalen inden den fortsætter nordpå via Brabrand Sø og ud i Aarhus Bugt. Åen har tidligere haft kolossal betydning for Aarhus, og byen er fra vikingetiden opkaldt efter denne å (på olddansk ār-ōs). Forløbet gennem Jeksendalen er meget smukt og i øvrigt også fredet, hvor dåen løber sammen med Jeksen bæk, der har sit udspring i Jeksen, også få kilometer fra Illerup Å’s udspring. Aarhus Å er kun 40 km, men har et fald på 50 meter, hvorfor der tidligere var adskillige vandmøller på strækningen – bl.a. Kollens mølle, Pinds mølle, Bodil Mølle og Dørup Mølle. På en lang strækning danner denne flotte å grænsen mellem Aarhus og Skanderborg Kommune.
Krogdal Bæk eller Alken Bæk opstrøms vejen Bjedstrup - Skanderborg er 1,2 m bred og 7 cm dyb med jævn strøm og sandbund. Længere nedstrøms, ved vejen Alken - Illerup, er bækkenet 1,7 m bredt og 7 cm dybt med god strøm, sandet (stedvis gruset) bund og skjul ved høller og brinker, og her var der tidligere god mulighed for insekter og fiskeyngel.
Ved Møllebro var åen indtil 50'erne ca. 2,5 m bred og 20 cm dyb med god strøm, sandbund og manglende skjul. Her er åen dog i dag grundet dræning og regulering betydelig smalere og nærmest en bæk.
Bækken fra Tingdal er ved Forlev Møllegård ganske lille og grøfteagtig. På samme måde er bækken syd for ejendommen "Raslund" meget lille ved vejen fra Forlev Bro til Farre Skov, Den er rørlagt på et forløb af ca. 200 m omkring vejen og er uegnet for fisk ligesom den næsten udtørrede bæk fra Farre Skov (østlige skovkant).
Bækkene ved Tingdal syd for Mesing er 0,8 m brede og 4 cm dybe med god strøm og sandet/gruset bund. Ved ”Borgmesterskoven” umiddelbart efter udspringet var Illerup Å 1,4 m bred og 2 cm dyb med god strøm og fine gydemuligheder i den grusede, i dag er åen grundet dræning betydelig smaldere.
Over for Illerup Å’s udløb i Mossø ligger Langdal Bæk vest for Alken, der er/var en 1,3 m bred og 5 cm dyb bæk. Bækken er uddybet og ødelagt, og uegnet for fisk.
I 50'erne var det om at skabe landbrugsjord, og Hedeselskabet blev sat til at lave regulering, der kunne skabe landbrugsjord, hvilket gik hårdt ud over Mossø og Illerup Ådal. Der blev gravet et nyt åløb (bæk) nord for den eksisterende å, og mose- og vadeområder langs Illerup Å blev drænet via en lille kanal og et pumpehus. Dette pumpehus er det, der kan ses i dag i skellet ved Vædebrovej 53 som et slags mindesmærke for en fejlslagen strategi. Når vandet presser på og dræn ikke kan fortrænge vandet, slår den nyskabte bæk slet ikke til, og den nye kanal og pumpehus er slet ikke tilstrækkelige, hvorfor området siden har oplevet hyppige og voldsomme oversvømmelser.
Hele dette område ved Illerup Å står umiddelbart foran en omfattende regulering, dels for at sikre mod oversvømmelser, dels for at bevare resterne af mosefundene. Det er vores store forhåbning, at områder reetableres, men i samråd med erfaringerne og fundene, således at der opstår et småsø-, mose- og engområde for fiske- og fugleliv, et delta med genåbning af gamle å-udløb og bevarelse af nye for skabelse af et ferskvandsdelta for moser og landløb samt historisk iagttagelse af de fantastiske og historiske fund på området, der er UNESCO-værdigt!
Den Hellige Dal:
I 200 – 150 før vor tidsregning var der flere små søer langs Tåning Å, men søen ved Forlev Nymølle blev med tiden til en mose og efter 1956 drænet, så det blev landbrugsjord. I 1947 fandt nogle tørvegravere otte små lerkar her, der var sat ned i en rundkreds, hvilket førte til arkæologiske udgravninger i mosen i perioden 1960-1966. Her fandt man det der blev kaldt Gudinden i vandet. I søen fremstod en 2,74 meter høj menneskelignende figur lavet i ungt egetræ, som forestillede en stiliseret kvinde med lange ben, kurvede hofter og en tydelig markering af det kvindelige køn. Kvinden havde tydeligvis en speciel betydning og var måske endda et billede af en gudinde. Jernalderens folk ofrede både mad, dele af dyr og mystiske stykker af træ til gudinden, der blev givet som gaver og var omgærret af ritualer. Her fandt arkæologerne en stor mængde genstande, der tolkes som moseofringer.I 1956 skulle området ved Alken Enge tilsvarende drænes for at skabe landbrugsjord, og da Illerup Å blev reguleret og flyttet ca. 100 meter nordpå mod Alken, fandt man nogle af de mest spektakulære fund i Danmarkshistorien her, der figurerer blandt Europas 9 mest markante fund. En offerplads fra Jernalderen, hvor en lejehær blev slået ned af østjyske bønder, der samlede sig for at forsvare deres hjem. Her dukkede der mere end 2000 menneskeknogler op på bunden af det, der omkring Kristi fødsel havde været en sø. Publiceringen i det internationalt anerkendte tidsskrift afspejler, at Alken Enge er en internationalt set helt enestående lokalitet, få meter fra sommerhuset. Det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) har offentliggjort artiklen ”Direct evidence of a large Northern European Roman period martial event and post-battle corpse manipulation”, hvilket har fået øjnene op for dette fund i hele verdenen.
Her fortælles om en hel hærstyrke, der i de første årtier efter Kristi fødsel blev nedkæmpet og smidt i et sø bassin ved Mossø nær Skanderborg.
Igen ca. 200 år efter, år 200 – 400, foregik der ofringer i Illerup Ådal. Igen samledes lokale sig for at bekæmpe en lejesoldathær. Våbenofringer er vidnesbyrd om voldsomme slag i jernalderen i tiden omkring og efter begyndelsen af vor tidsregning. Mange tusinde mænds krigsudstyr blev gennem århundreder ofret til guder i vandfyldte dale, der blev opfattet som hellige i periodens hedenske religion. Dalene fungerede tilsyneladende som en slags naturlige templer, hvor jernalderens mennesker gav guderne de faldne krigeres våben som tak for sejren på slagmarken. En af de største og arkæologisk mest belyste af disse våbenofringer stammer fra Illerup Ådal i Østjylland, hvor en række søer i yngre romersk jernalder fungerede som offersted. Flere gange i løbet af en periode på ca. 200 år ofredes våben og andet udstyr i Illerup Ådal. Pragtfulde romerske sværd og rigt våbenudstyr i guld og sølv med indlagte ædelstene er nogle af de kostbarheder, som arkæologerne har fundet i ådalen, og meget ligger stadig derude. Den største våbenofring i Illerup Ådal er fra ca. år 205 e.v.t., og både i sig selv og sammen med andre ofringer giver den et unikt indblik i jernalderens samfundsforhold.
Enestående fund – men ikke unik da der er flere andre lignende i Danmark og Nordeuropa, men dette er bare det bedst belyste, og kan ses på Moesgaard Museum i Aarhus! Faktisk er Illerup Ådal en meget væsentlig del af det fantastiske Museum Moesgaard syd for Aarhus.
