Mossø er så stor, at den for fuglene virker som en fjord. Ved søen ses i træktiden flere havfugle som Ederfugl, Lom og Sortand, og både havørn (billedet) og især fiskeørn lægger turen forbi en gang imellem.
Men Mossø er også en del af hele Gudenå systemet, hvor der er Åer, bække, moser, små-søer samt masser af eng og skov - ja faktisk støder området op til Danmarks største skov Silkeborgskovene.
Derfor er fuglelivet ved Mossø helt enestående og uden sammenligning - kunsten er at finde de mange forskellige dyr for man ser hurtigt der er mange. Vi har fire vi i særlig grad har attention på (ses af vores soveværelse navne) da de repræsenterer fire slags: Storke, ænder, småfugle og lappedykkere. Man kan sige at andre er lige så hyppige som gæs, men de fleste er trækfugle; som måger og duer men de er ikke specielle for søerne samt rovfugle, men det er svære at få øje på og lever stærkere andre steder. Men vi har alligevel alle med i denne korte beskrivelse af observerede, der langt fra er fuldstændig.
Knopsvanen
Knopsvanen er den mest udbredte af Danmarks fire svaner, den
største fugl i Danmark og den eneste svane, der yngler fast i Danmark. Den mindste svane er Pibe-svanen, der som Sang-svanen kommer forbi Danmark om vinteren på træk fra det nordlige Norden og Rusland –enkelte gange ynglende i Danmark. Den Sorte svane derimod er indført fra Australien, men er i dag ved at blive mere udbredt i Danmark også som ynglefugl. Knopsvanen blev i 1984 Danmarks nationalfugl.
Svanen er måske mest kendt fra H.C. Andersens berømte eventyr ”Den Grimme Ælling” fra 1843, hvor ællingen vokser sig stor og bliver en smuk svane. Og smuk er den –men også stor og stærk, hvor den specielt i yngle-sæsonen kan blive aggressiv. Når svanen flyver frembringer det store vingefang en høj, syngende lyd. Knopsvanen lever bedste på lavt vand
og Mossø er ret dyb, men den store sø har også mange flade områder bl.a. ved ”Fladningen”, hvor ”Hytten” ligger, hvorfor svanen nu ses endda i stort antal.
Svanen er en andefugl, der primært lever af vandplanter som ålegræs og tang. Svanen henter vandplanter på samme måde som andre svømmeænder ved at vende halen i vejret og stikke hoved og den lange hals ned i vandet så den faktisk står lodret, modsat dykænder, der dykker efter føden og kan være lang tid under vandet. Om vinteren flyver
knopsvanen ofte mod de frostfrie kyster som Vadehavet og landets fjorde, men der ses også ofte overvintrende svaner på den store sø Mossø.
Den langbenede storkefugl Fiskehejren er både iøjnefaldende og let genkendelig, når den står i vandkanten eller i sivene på sine lange ben, hvor den karakteristisk S-formede hals, det kraftige gule næb og de to lange sorte nakkefjer tilsammen giver en højde på knap en meter. Når den flyver giver de store næsten to meter lange og buede vinger en flot syn, men trods den syner som en stor fugl vejer den reelt ikke mere end en høne.
Fiskehejren
I det gamle Egypten blev Guden Benuofte afbildet som en
fiskehejre, da fuglen var et symbol på solårets 365 dages cyklus, og hejren blev ofte associeret med solen. Det siges, at fiskehejren blev skabt af ild, hvor Benuvar solguden Ras sjæl. Også i det antikke Rom blev fiskehejren sat i forbindelse med spådom, og i middelalderen og helt frem til det 20. århundrede blev kødet anset som en delikatesse. Specielt nakke-og brystfjerene blev tidligere anvendt til hattepynt, og Fiskehejren var en overgang truet, men efter fredningen i 1982 er bestanden øget betydeligt herhjemme og fiskehejren er blevet mere tillidsfuld, hvor man endda kan komme ret tæt på fuglen.
Fiskehejren fisker gerne på lavt vand, hvor den kan stå med sine lange ben og skarpe syn og fange fisk, frøer, større vandinsekter samt smågnavere som mus, muldvarper og mosegrise. Men den spiser også gerne korn og frugt ligesom den også gerne tager fugleæg. Fiskehejren betragtes ofte havedammens fjende nummer et, da den let kan tømme en havedam på under en halv time. Fiskehejren ser nemlig alt vand som et stort spisekammer.
Fiskehejren ses over det meste af Europa, Asien og store dele af Afrika. Fiskehejren yngler ofte i kolonier, hvor rederne anlægges i toppen af høje træer tæt på søer, gerne løv-og nåletræer. Ynglesæsonen strækkes over en lang periode, og enkelte fiskehejre overvintre i Danmark, men de fleste drager om vinteren sydpå. Når fiskehejren er på flugt eller skræmmes får den en særpræget og let genkendelig form, hvor den trækker hovedet tilbage mellem skuldrene og strækker benene bagud.
På flugt udstøder den et hæst skrig, der både er højt og skingert. Men faktisk kan fiskehejren blive ret så tillidsfuld, at man nogle gange kan komme så tæt på kolonierne i byer at man kan fodre dem med hånden.
Isfugl
Isfuglen er en smuk lille fugl på størrelse med en sanglærke,
men isfuglen har meget kort hale og et uforholdsmæssigt lang og kraftigt næb. Isfuglen henleder tankerne til de eksotiske verdensstrøg med sin farvestrålende fjerdragt, hvor den orangerøde bug, den lys turkisblå overside og de blågrønne vinger giver en helt unik flot og nærmest majestætslig fugl, der af Ornitologisk Forening kaldes Danmarks smukkeste fugl.
Isfuglen er givet indvandret til Danmark i 1800-tallet, og i dag er der ca. 300 par i Danmark, primært i den østlige del af Midtjylland og i særdeleshed omkring Mossø. Bestanden varierer meget, hvor hårde vintre går ud over bestanden mens milde vintre giver flere isfugle. Isfuglen tilhører skrigefuglene, som er en gruppe af ofte meget farvestrålende fugle med høje og skinger råb. Selvom isfuglen er meget sky og derfor er svær at se, er det dog en fugl man ofte hører ved søen.
Isfuglen lever primært af småfisk og vandinsekter samt forskellige krebsdyr, som den fanger ved at styrtdykke fra en udsigtspost over vandet, hvorpå den med stor præcision via sit kraftige næb kan fange fisk på op til 10 cm, som den slås imod en sten eller lign. for at dræbe inden det spises. Isfuglens jagtmetode gør, at den foretrækker søer og åer med vandrette grene, der går ud over vandet, således den får en god udsigtspost for sine nedslag.
Isfuglen yngler primært ved søer og vandløb omkranset af krat eller skov, hvor Mossø med varierende vækst og mange til-løbende åer og bække, med moser og med masse af skov tæt på søen nærmest er ideel for isfuglen. Isfuglen yngler kun ved rent og klart vand, hvor der også skal være jord-, sand-og/eller ler-skrænter. Den bygger en meget speciel rede, hvor den graver en ca. 1 meter lang tunnel i skrænter og placerer reden for enden. Det gør isfuglen sårbar overfor bl.a. oversvømmelser, ligesom løsslupne minke kan være et problem. Reden genbruges, og Isfuglen får typisk flere kuld hvert år, og når isfuglen lever og yngler i et område er det en indikator for et rent og sund vandløb i området.
Lappedykker
Lappedykkere er eneste familie i vandfugleordenen, der findes
over det meste af verden, men nogle af de 22 arter har dog meget begrænset udbredelse og to anses for uddøde. Lappedykkere er gode svømmere, men nærmest hjælpeløse på land og i luften, hvor to af arterne endda har mistet evnen til at flyve.
Den Sorthalsede lappedykker er pletvist udbredt i dele af Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. Den indvandrede til Danmark i 1800 tallet, og ses mest i Midt-Jyllandssøer. Den er kræsen med hensyn til hvilke søer, den yngler i og tåler ikke, at søerne bliver for næringsrige således at bundvandsplanterne forsvinder, da det reducerer mængden af fødeemner. Samtidig er det en sårbar ynglefugl over for rovfugle og fugle, der vil stjæle dens æg i ynglesæsonen, hvorfor den laver i kolonier sammen med hættemågerne, hvis skrig og aggressive adfærd giver dem beskyttelse mod æg-røverne. Disse forhold gør, at den store sø Mossø med det rene vand og den store koloni af hættemåger specielt ved Emborg Odde er det sted i Europa, der huser den største bestand af sorthalsede lappedykkere.
Foruden Sorthalset Lappedykker ses fire andre lappedykker arter i Danmark:
Den Toppede lappedykker er den største og mest udbredte art vi har. Den foretrækker større søer med rør for at yngle, og mange af fuglene flyver til Holland for at overvintre. Lille lappedykker findes mest i vegetationsrige søer og moser, men den er sky og svær at finde. Gråstrubetlappedykker er den mest sjældne, og ses mest til havs bl.a. Kattegat, men grundet Mossøs størrelse ses Gråstrubet Lappedykker mere og mere på søen, hvor den lidt ligner den Toppede lappedykker. Endelig er den Nordisk lappedykker en sjælden gæst vi normalt kun oplever når den er på træk fra de nordlige Nordiske lande.
Lappedykkere lever primært af småfisk, haletudser, frøer og vandinsekter som tanglopper, men de spiser også gerne vandplanter og plantefrø. Lappedykkere er monogame, og i parringstiden laver de et spændende og sjovt parringsspil, hvor de kurtiserer med rejste fjertoppe og udstøder særegne skrig. Rederne bygges som frit-svømmende reder hæftet til siv, og de nye unger hviler tit på forældrenes ryg.
